DTC Cup   29/05/07

Dyr weekend for ARTS i Sverige
- endte med flot resultat til Kasper Jensen
Efter et par meget travle testdage på Sturup Raceway for både kørere og mekanikere, skulle David Falch og Kasper Jensen i weekenden høste frugterne af alle anstrengelserne, men resultatet blev desværre ikke helt det forventede for begge kørerne.

Kampen om placeringerne i Danish Touringcar Championship er meget tæt og hård i år, og den blev særlig hård under løbet på den svenske motorbane, hvor David Falch og Kasper Jensen lagde ud med at køre henholdsvis 13. og 16. hurtigst i den fri træning om lørdagen i deres to Peugeot 407 racere, blandt de 27 kørere der var på banen.


David Falch og Kasper Jensen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Efter tidtagningen lå de to ARTS kørere på 16. og 17. pladsen, endnu en gang med David foran Kasper.
Her fik David frataget sin hurtigste tid, fordi han overskred en spærrelinie i pitudkørslen, ellers havde han sandsynligvis ligge noget længere fremme i feltet.

Søndag var der kommet lidt mere fart i Peugeot racerne, hvilket resulterede i at David og Kasper kunne køre 9. og 12. hurtigste tider i Warm Up'en.
Placeringerne som nummer 16 og 17 fra tidtagningen gav ikke adgang til Super Pole, der er forbeholdt de 12 hurtigste kørere, istedet måtte de to ARTS kørere med i Last Chance, hvor de - David og Kasper - sluttede på 4. og 10. pladserne, hvilket gav dem startplaceringerne 16 og 22 til det første løb.


David Falch.
(Foto: Motorsporten.dk)

Det første af weekendens tre løb forløb rimelig godt for de to ARTS kørere, selvom David her måtte indkassere sin anden straf, en tur gennem strafbanen for at have været lige tæt nok på en af konkurrenterne!
Efter de 13 omgange kørte David og Kasper over målstregen som nummer 12 og 18, i et meget hårdt løb, der blev præget af mange sammenstød og afkørsler.


Kasper Jensen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Den meget hårde kørsel fortsatte i det andet løb, det fik David at føle allerede på første omgang, hvor han blev påkørt, skubbet af banen og direkte ind i autoværnet, hvorved Peugeot raceren blev en halv meter kortere, dermed var hans weekend slut!
Her gik det straks meget bedre for Kasper, der endelig fik mulighed for at vise hvorfor han er med i DTC serien, han kunne efter flot kørsel arbejde sig op fra 18. pladsen til 9. pladsen.

Efter de to første løb, lægger man placeringerne sammen, og derud fra dannes startopstillingen til det altafgørende finale løb, her skulle Kasper start på 13. pladsen - lige midt i alle problemerne!
Kasper måtte kæmpe hårdt under starten af løbet, da han næsten blev presset af banen i det første sving, man han holdt raceren i gang, selv om den efter den hårde behandlig hang lidt i laser.
Igen viste Kasper stor styrke, god speed og modenhed, og alle tre dele var nødvendige for at komme frem i feltet.
Hen over finaleløbets 13 omgange, nappede Kasper placering efter placering, og han sluttede løbet på 8. pladsen.


Både Kasper Jensen og Peugeot raceren overlevede den hårde behandling i det 3. løb..
(Foto: Motorsporten.dk)

I DTC kørernes mesterskab scorede Kasper og David henholdsvis 15 og 4 point, Kasper er nu placeret på en delt 15. plads, mens David er på 17. pladsen.
I DTC Cup mesterskabet blev det til 33 point til Kasper og 13 til David. Her ligger David nu på 7. pladsen og Kasper på 13. pladsen.
I det sidste mesterskab, det for teamsene, ligger Autoforum Racing Team Silkeborg efter weekendens høst på 19 point på en 9. plads.


Hr. Nielsen


Læs mere om:
  • David Falch
  • Kasper Juul Jensen
  • Autoforum Racing Team Silkeborg
  • Sturup Raceway
  • 27/05/07 - Sturup Raceway - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde