Danish Touringcar Challenge   22/05/07

DTC til København
Kurt Thiim blandt favoritterne i weekendens race
København har faktisk en racerbane, det er bare de færreste københavnere, der har opdaget det. Den ligger godt nok heller ikke i Danmark, men i Skåne, men køretiden fra Rådhuspladsen til Sturup Raceway er kun tre kvarter; ikke længere, end den ville have været til den hedengangne Roskilde Ring, der lukkede for snart 40 år siden.

Og netop Sturup Raceway danner rammen om dansk motorsports absolutte topklasse, Danish Touringcar Championship, DTC, når det tredje internationale Copenhagen Racing GP køres i weekenden på den skånske racerbane kun 45 minutter fra byen.


Kurt Thiim
Den tredobbelte DTC-mester Casper Elgaard stiller op, det samme gør udfordreren Jan Magnussen, og endelig er der jokeren Kurt Thiim, alle tre kører i BMW 320 Si racerbiler. Kurt Thiim er blandt Danmarks 10 bedste racerkørere gennem tiderne. Han er 48 år og blev tysk mester i standardvogne, DTM, i 1986. Han blev desuden nr. 2 i DTC i 2002. I år gør han comeback i serien for det nye DTC-team, Poulsen Motorsport.

"Starten er gået over al forventning," siger Kurt Thiim, der ligger nr. 5 efter første løb. "Vi er jo det nye team og endnu lidt uvant med bilerne, men vi hang godt med på Jyllands-Ringen, og nu skal vi se, om vi kan gøre det endnu bedre foran det københavnske og sjællandske racerpublikum," mener den erfarne kører.


Kristian Poulsen
Poulsen Motorsport drives af den tidligere rallykører Kristian Poulsen, der fik sin ilddåb i DTC med en fornem tredjeplads i finalen i privatkørernes cup i det første DTC-løb. "Det er langt bedre, end jeg havde drømt om i mit første baneløb, men jeg har også haft en meget dygtig læremester," siger Kristian Poulsen og nikker med et smil hen mod Kurt Thiim.

Poulsen Motorsport vil forsøge at gøre det en endnu bedre i Skåne på lørdag og søndag. Derfor har man lejet sig ind på racerbanen fredag for at teste og indstille BMW-racerne og vænne sig til den smalle bane.

"Sturup er ikke let at overhale på, derfor skal vi have en god placering under tidtagning, så vi er blandt de forreste, når flaget falder," siger Kurt Thiim.

"Alle er velkomne til at se os teste fredag og køre løb lørdag og søndag. Det er bare at køre over broen og så mod Ystad, til man møder skilte til banen," slutter Kristian Poulsen.

Poulsen Motorsport


Læs mere om:
  • Kristian Poulsen
  • Kurt Thiim
  • 27/05/07 - Sturup Raceway - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk