Formel 1   09/04/07

Hamilton - mesterlig indsats!
Der har været meget hype omkring Lewis Hamilton, og især den engelske presse får tendenser til selvsving. Har man dog fulgt unge Lewis’ karriere vil man se at det ikke kun er varm luft han er kommet til Formel 1 på – det er på ren og skær talent. Og nu er jeg ikke i tvivl – den knægt bliver verdensmester!


(Foto: Daimler Chrysler)

Han kørte konkurrenterne i sænk i gokart, i Formel Renault, igen i Formel 3 og siden i GP2. Og så kan han køre race – det så vi i dag. Hvordan han kørte rundt med Felipe Massa understregede blot at her er der tale om en kører af bedste kaliber. Bevares – vi har ikke set ham i den anden rolle som den angribende, men der skal altså noget til at holde bisværmen Massa og Raikkonen bag sig i en brandvarm McLaren. Det var eminent. Jeg er slet ikke i tvivl om at Massa havde troet at unge Lewis nok skulle bukke under for presset, men det gik lige omvendt. Den mindre kloge kunne altså godt narre den mere kloge.

Når man sidste år kunne følge Lewis Hamilton i GP2, så er det nok de færreste der betvivlede at han fortjente et sæde i Formel 1. Fra flere umulige placeringer kunne han levere mirakler, og der beviste han at han kan køre race. Nu er Formel 1 så mindre race – synd at sige det – men her handler det om én ting: at køre så 'smooth' som overhovedet muligt. Begynder du først at ville overhale, så kommer du måske i vanskeligheder. Og her er det at de rutinerede i feltet måske nok begynder at se lidt sløve ud – dels fordi de stort set ikke kan huske hvordan en overhaling skal udføres. Se blot på David Coulthard i sin tid for McLaren og Rubens Barrichello for Ferrari. Efter næsten ti år i Formel 1 havde de glemt det. Heldigvis har Formel 1 fået lidt mere modige (og måske af den grund mere talentfulde??) kørere på kortet – og tak for det! Nu mangler så selve klassen at levere det tekniske grundlag for tættere race – det er dog en anden diskussion.


Meget frækt holdt Hamilton Felipe Massa stangen - her er han trukket ud i en defensiv linje
(Foto: Daimler Chrysler)

Hvor det første løb i Melbourne jo var en langgaber af dimensioner (så selv starten, faldt i søvn – vågnede halvvejs og slukkede...), så bød dette på fantastisk race. Ikke hele vejen igennem – det kan vi ikke forvente af Formel 1 anno 2007 (sæt i stedet en DVD om Formel 1 fra 1970’erne på...) – men i det mindste noget race. Og især de dueller som Hamilton leverede mod Massa viste fornemt overblik og overskud.

Især det sidste træk er virkelig godt udtænkt. Begge kørere bremser meget sent, men Lewis har allerede inden han går ind i svinget set at det kan gå galt, og trækker derfor en anden linje rundt. Han inviterer næsten Massa til at køre sig selv af – og det træk lykkes. Og der er ikke blot tale om en afkørsel – det træk tippede løbet til McLarens fordel, og i den større VM-sammenhæng var det noget af et knock-out til Felipe Massa som blev sendt til tælling, og der blev altså talt til 5 før han kom på benene igen. Spørgsmålet er dog om han går tiden ud næste gang...


Hamilton har været et scoop for Formel 1 - holder han det niveau og udvikler sig mere, så bliver han benchmark
(Foto: McLaren)

Tilbage til unge Lewis – han var total uprøvet i Formel 1-sammenhæng. Jo, han havde fået noget test for McLaren, men slet ikke på det niveau som deres faste testkørere. Dermed kom han ind til sæsonen med mindre erfaring end gennemsnittet af de øvrige kørere – og alligevel sætter han sig så stærkt på løbet. Han vinder ikke – langt fra. Der er fortsat konstant et kvart sekund pr. omgang der skal hentes til Fernando Alonso, men det samlede billede og det at han lå i infight med et par kørere som har så meget mere tyngde viser blot klasse. Ron Dennis har ikke været særlig opfindsom med at hente unge kørere til – hellere en kører som havde tumlet rundt i teamet som testkører i 5-6 år eller som var ved at være forbi de 30. Nu har de feltets yngste duo! Og det har givet pote. Hamilton viste lyst til race – og han kan også køre 'smooth'. Det er en fornøjelse at følge ham på onboard kameraet – både racer og kører er i harmoni. Og så trækker han sig sejrrigt ud af slagsmålet, hvor McLarens tidligere racer, Juan Pablo Montoya tacklede på kroppen af sine modstandere og stort set lignede Formel 1-sportens Niclas Jensen med tåbelige sammenstød – der som oftest resulterede i det røde kort – et dårligt resultat eller en smadret racer. Her har vi at gøre med en kører som, hvis han får samlet alle stumperne og fortsætter på læringskurven, bliver verdensmester – og det kan meget vel blive mens Alonso fortsat er hos McLaren. Kollega Martin Møller turde ikke i sin kommentar til løbet komme med en skråsikker spådom hvem der bliver mester – men jeg siger det gerne: Hamilton kommer til at være med hele vejen. Hans kommentar til McLaren-pitten om at ”det bliver også min tur” viser blot at han er utrolig sulten. Bliver han ikke mester i år, så bliver han det i 2008...


Om ikke ret længe er det her det eneste de andre ser til Hamilton...
(Foto: McLaren)

Jeg glæder mig allerede til Bahrain – og hvis ikke jeg var Lewis Hamilton-fan før, så er jeg blevet det nu!

Benji


Læs mere om:
  • Lewis Hamilton
  • Sepang
  • 08/04/07 - Sepang - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde