Go Kart   15/01/07

En kamp i kampen - del 1
24 timers Go Kart løbet ved Autosport International messen er slut. For Team Hekke skulle det vise sig at blive en enorm kamp både på banen og udenfor.

Det var da messegæsterne begyndte at dukke op ved åbningen klokken 9, at vi sidst forlod reportagen fra holdet's præstation. De lå da på en tredje plads men intet var sikkert. Der var ikke langt op til anden pladsen, Team Hekke holdt hårdt på, og kørte tider som lå i top 3.

Holdet på fjerde pladsen var ikke så langt og de holdt heller ikke igen med at køre hurtige tider, så selvom der kun var cirka to og en halv time tilbage var intet afgjort. Flere teams havde haft tekniske problemer med deres Go Karts og dette skete også nogle gange i løbet af aftenen og natten.


Henrik sætter gode tider i den ny Go Kart.
(Foto: Motorsporten.dk)

Arrangørerne havde sikret sig, at alle teams havde mindst en reserve Go Kart til rådighed, der var i alt indkøbt 38 helt nye Go Karts. Der var derudover hele tiden flere mekanikere til stede, som kunne udbedre skader, og ordne motorer og tændrør.
På dette område var forholdene væsentligt bedre end det er normalt ved danske 24 timers løb. Derimod var der mange andre ting som viste, at det var første gang at arrangøren havde lavet et 24 timers Go Kart løb.

Arrangøren havde stillet en bus til rådighed for Team Hekke i London – Stansted lufthavn - bussen ville transportere holdet til en eller flere autocampere ved NEC udstillingshallerne i Birmingham, hvor teamet kunne overnatte i de 2 nætter som var nødvendige.
På motorvejen lige uden for London, viste det sig at et stort trafikuheld havde lukket motorvejen fuldstændig. Det betød at en køretur som normalt tager halvanden time, kom til at tage tre og en halv time.

Da Teamet, klokken fire om natten, ankom til hallerne i Birmingham, hvor Autosport International Motorsport Show bliver afholdt, fik de i alt femten rejsende overraskelse nummer to - den autocamper som stod og ventede havde kun seks sovepladser, og det havde ikke været muligt at få fat i flere.

Resultatet blev at ti personer måtte krybe sammen, og prøve at få sovet i cirka tre timer inden de skulle op og til førermøde. De sidste fem personer kørte med bussen til Birmingham lufthavn for at prøve at finde en liggestol eller lignende hvor de kunne hvile varmt og tørt i nogle timer. Det lykkedes 2 af deltagerne at få sovet en times tid.


Førermøde før løbet.
(Foto: Motorsporten.dk)

Så det var ikke just friske kørere som dukkede op til førermødet den følgende morgen.
På mødet blev de grundlæggende regler forklaret, og alle teams fik samtidig at vide, at de ikke ville komme til at køre hele 24 timers løbet i samme Go Kart.
Ved tankning ville køreren på banen køre i pit, her ville der stå en nytanket Go Kart klar, og man ville flytte nummer og transponder fra den ene Go Kart til den anden, hvorefter køreren kunne køre ud på banen igen.
Der ville blive tanket omkring hver anden time, hvilket betød at teamets taktik om at køre stints på tre timer blev ødelagt, og man derfor besluttede at skifte kører ved hvert pit stop.


Klar til tidtagning.
(Foto: Motorsporten.dk)

Efter en kvalifikation, hvor det var umuligt at få kørt en hel omgang uden trafik på den kun 300 meter lange bane, blev det til en skuffende startplacering som nummer otte, og løbet kunne begynde.

Efter kun tre kvarters kørsel stod det klart at teamets Go Kart manglede kræfter, og havde svært ved at trække ud af svingene, hvorfor teamchef Henrik ”Hekke” Johannesen besluttede at bytte Go Kart før det planlagte pit og tankstop.


Henrik signalerer at der er problemer med motoren.
(Foto: Motorsporten.dk)

Det viste sig at være det helt rigtig valg, for nu kørte teamet nogle at de hurtigste tider på banen, de begyndte langsomt, men sikkert, at indhente det tabte. Samtidig kører de sig ind på de andre teams foran.
Dette var første gang siden afgangen fra København, at Team Hekke havde haft lidt medgang og succes.

Det skulle vise sig at succes'en skulle fortsætte de følgende stints teamet kørte, de glemte fuldstændigt den lange rejse, samt manglen på søvn. Alle på holdet blev fyldt med kampgejst og optimisme, og det ikke helt uden grund.
Som timerne gik kørte teamet sig stille og roligt fremad, og da skærmen med tider sagde at Go Kart nummer ni lå på fjerde pladsen, troede hele holdet nu på en podium plads - og måske en sejr.


Sabrine lige ved at tage endnu en placering.
(Foto: Motorsporten.dk)

Der var siden starten af løbet blevet kørt hårdt, konkurrenterne havde skubbet og mast til hinanden, og det skulle snart vise sig at flere chauffører på nogle af de andre teams også havde opdaget de hurtige danskere.
Den hårde kørsel havde betydet, at det hele tiden var svært at overhale, for der blev skubbet og mast, men jo tættere det danske hold kom mod en top 3 placering - jo mere gjorde nogle af de øvrige konkurrenter, for at køre danskerne i væggen eller snurre deres Go Kart rundt.

Der blev også skubbet til de andre teams i top 4, de skubbede og påkørte hinanden, men det så ud som om det specielt gik ud over det eneste udenlandske hold, så de blev forsinket i deres fremmarch mod en førerposition.
Alt denne skubben og påkørsel havde en domino effekt, og det blev bare værre og værre.


Morten lige før endnu en overhaling.
(Foto: Motorsporten.dk)

Til sidst blev det for meget, og flere teams klagede til de unge fyre som fungerede som flagfolk og løbsledelse, i løbet af aften timerne blev der uddelt mange advarsler og et par teams måtte have det sorte flag, hvilket betød en stop and go i pitten.

Effekten af advarslerne udeblev da heller ikke, og kørslen på banen blev noget pænere.

Læs også:
05.01.2007 - Første udenlandske 24 timers løb
10.01.2007 - Nu er de klar
12.01.2007 - Stor interesse for det danske hold

Selch


Læs mere om:
  • Team Hekke

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk