Le Mans   10/01/07

Peugeot klar med stjerne-kørere
Le MansPeugeot Sport offentliggjorde i dag navnene på de seks kørere, der skal kæmpe om Le Mans-trofæet i juni. Den store kanin var Jacques Villeneuve, der dermed får mulighed for som den første i verden at vinde de fire store: Indy 500, F1-VM, ChampCar og Le Mans.

De andre kørere er Sebastien Bourdais (tredobbelt ChampCar-mester) og de fire ex-F1-kørere Nicolas Minassian, Stephane Sarrazin, Pedro Lamy og Marc Gene. Gene er i år testkører for Ferrari i Formel 1, men da antallet af testdage i år er reduceret, har ledelsen i Maranello sagt ja til at lade spanieren køre Le Mans.

Tom Kristensen er i disse dage på skiferie i Sverige, men har denne kommentar til Peugeots lineup: "Villeneuve er en lille overraskelse, men jeg ved, at han har forsøgt sig flere steder for at følge drømmen om også at vinde Le Mans. Han har selvfølgelig lille erfaring med både udholdenheden og det at skulle indgå i et team med to andre kørere, men han har i alle de andre klasser vist en utrolig dedikation. Jeg glæder mig til at følge hans fremskridt inden for sportsvogns-racing. Jeg havde hørt om Marc Genes mulige rolle, og han får umiddelbart samme udfordring som Jacques. De fire andre er alle prøvede, hurtige navne på Le Mans, så Peugeot har valgt en god stab."

Peugeot sagde ved offentliggørelsen i dag, at mærket først går efter en sejr på Le Mans i 2008. Denne sæson skal bruges til at forbedre den lukkede 908-model, der vil få mellem 20.000 og 30.000 testkilometre. Første test har fundet sted på Paul Ricard, og teamet vil i marts også tage til Sebring for at teste dér. En deltagelse i dette års 12-timers-løb er dog ikke på tale.

Første race-indsats bliver i stedet åbningsløbet i LMS-serien på Monza den 15. april.

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • Peugeot Sport
  • 16/06/07 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde