DTC Cup   12/10/06

JM Racing stiller med nye kørere
- til DM-finalen
JM Racing kommer med sin hidtil største opstilling i Danish Touringcar Championship og Fleggaard Renault Clio Cup, når årets DM-finale i weekenden køres på FDM Jyllandsringen.

I begge klasser har man udvidet med nye kørere, som har skrevet kontrakt med teamet for 2007-sæsonen. I Fleggaard Renault Clio Cup er det Lars Christensen (Christiansfeld), mens Jens Møller (Ikast) er med i Danish Touringcar Championship. Her er teamets topnavn, Michael Outzen (Ringe), udset til en hovedrolle, da han har mulighed for at sikre sig privatkørernes DTC Cup.

”Jeg er 21 points efter Philip (Andersen, red.), og jeg skal prøve at tage så mange points som muligt fra ham, og det er svært,” siger Michael Outzen.

”Lige nu ligger bolden i Philips hænder, og så må vi se, hvordan det går. Der skal bare gives fuld pedal, og så må vi se, hvad det rækker til, for selv om jeg vinder løbene, så er det ikke nok. Jeg kan kun køre til en vis grænse, og mere kan jeg ikke gøre, så jeg tager tingene forholdsvis afslappet. Men der kan ske meget på Jyllandsringen. Pontus Mörth og Martin Pedersen har også nogle chancer at køre for i DTC Cuppen, og de vil måske også blande sig i topkampen, og så der kan ske mange ting.”


Michael Outzen har mulighed for at vinde DTC Cuppen.
(Foto: JM Racing)

For teamchef Jens Ole Mathiesen (Grindsted) er der heller ingen tvivl om målsætningen.

”Det gælder om at vinde det private mesterskab og så komme så højt op i teammesterskabet, hvor vi gerne vil fravriste sjettepladsen fra Team Essex Development,” siger Jens Ole Mathiesen. ”Jeg er også spændt på at se vores nye kører Jens Møller tilbage i en baghjulstrækker, for han har givet os nogle forventninger i og med, at han har kørt så stærkt i træningen.”

Jens Møller (Ikast) skal hjælpe med at samle points til teammesterskabet, hvor Michael Outzen hele sæsonen igennem har været ene om den opgave, mens Team Essex Development har haft fordel af at kunne trække på hele to kørere i både Philip Andersen og René Rasmussen. Men Le Mans-køreren bliver ikke det eneste nye navn, JM Racing kan præsentere i weekenden.

Teamets trio i Fleggaard Renault Clio Cuppen – Camilla Stephansen (Horsens), Christian Jakobsen (Børkop) og Allan Bengtson (Roskilde) – bliver denne gang til en kvartet, da Lars Christensen (Christiansfeld) kører for teamet.

”Jeg er startet med at køre motorsport i Saxo Cuppen i år, men nu stopper den klasse, og da der så skal ske noget andet, så synes jeg, at Clio er et godt alternativ,” forklarer Lars Christensen om baggrunden for sin debut i teamet og i klassen. ”I Saxo Cuppen har jeg været alene, men hos JM Racing kommer jeg med i et fællesskab, hvor jeg kan trække på den support, som de andre kan give. Nu kender jeg i forvejen Christian og Allan, og det tror jeg bliver et godt samarbejde.”

Lars Christensen ligger aktuelt på en sammenlagt 12. plads i sin debutsæson i Saxo Cuppen, men situationen er noget anderledes i Fleggaard Renault Clio Cup.

”Jeg har jo ikke det vilde at køre for, men jeg vil bare gerne have nogle erfaringer, inden sæsonen slutter af, så jeg har noget at spekulere over i vinterens løb,” siger han. ”Målsætningen er at gennemføre og ikke blive sidst, og så ellers bare gøre det så godt som muligt.”

Meget er på spil for JM Racing i sæsonens sidste løb. Teamet er sikker på en medaljeplacering i DTC Cuppen i bare sin første sæson i motorsportens topklasse. Blot er det uvist hvilken karat den bliver af.

”Men en ting er sikkert. Vi vil køre på en fair måde, men uanset hvad udfaldet bliver, så er vi tilfredse med det, vi har opnået indtil nu,” siger teamchef Jens Ole Mathiesen, som tidligere har været fremme med kritik af løbsdommerne. ”Vi har haft et konstruktiv møde med DASU, og vi er kommet til den konklusion, at vi vil forsøge at diskutere vores uenigheder internt i fremtiden.”

JM Racing


Læs mere om:
  • Jens Reno Møller
  • Michael Outzen
  • JM Racing
  • Jyllandsringen
  • 15/10/06 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde