Clio Cup   23/09/06

Kasper tilbage i spidsen
Clio Cup- Start/mål-sejr sikrer mesterskabsføring
Pole position og en sejr giver Kasper Jensen den samlede mesterskabsføring i Fleggaard Renault Clio Cup.

Den unge ålborgenser slutter et halvt sekund foran ærkerivalen Per Poulsen. Afstanden mellem de to er konstant under hele løbet, der er lidt mere spændende end kører og teamet bryder sig om.

”Hvor er det skønt. Men det var lidt for tæt, det løb. Jeg tror aldrig, jeg har været så meget oppe at køre bag rattet som i dag”, siger Kasper Jensen efter løbet.


Kasper Jensen tog sin sejr og pole position
(Foto: Kim Igel)

”Nu fører jeg så i mesterskabet med et par point, og jeg skal starte etter i morgen også. Men som jeg har sagt før, så er det tæt i Clio Cuppen, så alt kan ske”, siger Kasper videre.

Efter hårde kampe i næsten samtlige nedbremsningszoner på Padborg Park, hvor begge titelaspiranter begge låser forhjulene flere gange, er det tid til refleksion efter løbet.

”Vi har nok brugt dækkene godt, men det var der altså ikke lige tid til at tænke over derude”, siger Kasper om de to forreste dæk, der også skal sidde på Clio-racerne i løbet i morgen.

Også Kasper Jensens teamkammerat havde et vellykket løb. Jacob Kristensen kører en relativt udramatisk tredjeplads hjem. Alligevel er der et dryp malurt efter løbet.

”Jeg er glad for tredjepladsen – misforstå mig ikke – men det bekymrer mig, at Kasper og Per stikker så meget af”, siger Jacob Kristensen om de to rivaler, der satte tider omkring et halvt sekund hurtigere end resten af feltet.

I stedet kunne Selling-køreren koncentrere sig om den bagvedkørende Martin Clausen.

”Jeg havde egentlig meget godt styr på ham. Men det var som om, mine dæk ikke virkede før efter fem omgange, så det skal vi have kigget på”, siger Jacob Kristensen.

Teamets tredjemand Mik Kerchlango får en god start fra sin startplads som nummer 17. Men udgiveren ryger ud i gruset under et overhalingsforsøg for enden af langsiden. Da er der kørt fem omgange, hvor han føler han må prøve at komme forbi.

”Nej, der stod en køn, lyshåret pige nede i svinget, som jeg lige skulle ud at hilse på”, siger Kerchlango, der undervejs viser sit potentiale i Fleggaard Renault Clio Cup. Her når han at sætte en omgangstid på højde med kørerne midt i feltet.

Bo Skovfoged


Læs mere om:
  • Kasper Juul Jensen
  • Fleggaard
  • Padborg Park
  • 24/09/06 - Padborg Park - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk