Danish Endurance Championship   13/09/06

Fartstrups DEC debut
DEC - Danish Endurance Championship- eller mangel på samme
I løbet af sidste vinter var der i Team Farstrup igen blevet lyst til at deltage i en eller anden type motorløb.

Vi blev dog alle hurtigt enige om at vi ikke ville prøve at genskabe succesen fra 2001-2003 med den højt-skrigende orange golf med suge-motor og ”kun” 220hk – dertil var konkurrencen simpelt helt blevet for stor.
Sikkerhedstanken, seler og ildslukker i golfen var efterhånden udløbet – og skulle derfor udskiftes. Sikkerhedstanken blev nu skiftet fra en 30L ATL til en 45L ATL, idet et DEC løb blev diskuteret som en absolut deltagelses mulighed.
Motormæssigt blev diverse muligheder vendt, men valget faldt til sidst på en 1.8T AGU motor, idet en sådan type motor bliver tunet af rigtigt mange andre også. Opskriften på at tune en sådan motor er rimelig simpel, og da der fra VW findes nogle fine og stærke 6 trins gearkasser (type 02M), burde det jo være muligt at lave en holdbar og hurtig motor/gear kombination til en Golf I !!

Resultatet blev en 400 HK/450 Nm motor med en gearkasse der på 17” hjul løber 220km/t i 5. gear ved 7500RPM. Vi blev alle enige og at dette må kunne fungere på Padborg Park.

For at teste konstruktionen besluttede vi at deltage på Djursland i starten af sæsonen for at teste hele ”pakken”. Her deltog vi med et fornuftigt resultat, men bilen kunne ikke længere dreje, måske pga følgende faktorer:

  • Højden af bilen var steget med 15mm grundet ændringen fra 210x580x16 på 7,5” hjul, til de nuværende 235x610x17 på 8,5” hjul.
  • Bilen var blevet 60kg tungere i forenden – og fjedrene var derfor nu for bløde.
  • Bilen var blevet 10kg lettere i bagenden.
  • Bilen havde ikke længere noget diff-spær.
  • Dunlop i stedet for Yokohama dækkene var en ny udfordring. Der blev fra starten valgt at for højt dæktryk ved kolde dæk.
  • Der blev konstateret en smule bumpsteer på forhjulene.


(Foto: Motorsporten.dk)

Til en testdag på Padborg Park onsdag den 9 august, blev der derfor lavet følgende ændringer:

  • Styrestænger sænket 5mm ved hver spindel for at eliminere bumpsteer.
  • Forfjedrene skiftet fra 95kg/cm til 120kg/cm.
  • Ridehøjde i for jursteret til 28mm
  • Lavere dæktryk.
  • Mindre rebound på alle stød dæmpere.
  • Bedre/mere nøjagtig ladetryks styring. Motor Effekt op med 50Hk.
  • Gripper Spær-diff monteret.
  • VDO Benzin måler installeret.
  • Luftindtag til bremser. SBS 3002DC bremseklodser.

Til testdagen på Padborg park var formålet hovedsageligt følgende:

  • At teste alle de nye ændringer.
  • Få Johnni ud på banen efter 3 års pause herfra.
  • Få Per Madsen og Claus Christensen ind i bilen, og få deres reaktion på denne.
  • Finde eventuelle tekniske fejl på bilen.
  • Få nogle relevante logger målinger.
  • Checke nogle tider - hvilke tider kan køres i bilen.

Per Madsen blev først sendt ud i bilen. Han skulle først køre bremserne til. Efter 3-4 omgange kommer han ind, og bremserne checkes. Per viser os i pit'en at bilen stadig er for blød i forenden - den løfter alt for meget baghjul forbi os ved start-mål.
Claus kører forsigtigt, og bliver noget forskrækket op ad langsiden de første par gange - han er ganske enkelt lidt overrasket over alle de kræfter bilen har.
Johnni kører noget alternativt på banen - rammer ikke de rigtige steder ude på banen, og kører for meget i 2. gear i hesteskoen.

Efter middags pausen, bliver vi alle enige om at skrue op for de forreste dæmperes kompression, for at få mere ro i bilen. Claus bliver sendt ud på lidt bedre brugte dæk - og sætter så den hurtigste tid 1:05,70. I alt havde vi en fin testdag med masser af udbytte - og følgende forbedringer bliver besluttet:

  • Bedre tilpasning af fører position.
  • Frisk-lufts indtag til chauffør
  • Luftudtag i bageste sideruder.
  • Sænke ratstamme 1-3cm i øverste beslag.
  • Slange til luftkøling af gearkasse
  • Hårdere forfjedre fra 120kg/cm til 140kg/cm.

Team Fartstrup’s debut som DEC deltagere i weekenden
Vi valgte at være på Padborg Park helt fra kl. 08.00, idet klister mærker, teknisk kontrol og tankanlæg skulle være i orden inden middag. Vi var på plads og parat i pit'en inden kl.12, og helt parat til tidtagningen. Som sædvanligvis, var der ikke mange af konkurrenterne der tog Golfen særligt seriøst - alle mener jo bare det er en gammel bil....

Tidtagning:
Johnni og Claus kører fine tider, og nu begynder andre pludseligt at holde øje med os. Porschen kunne meget længe ikke køre op med den gamle golf på gamle dæk....
Efter kun 20 omgange slutter vi med en tid på 1:05.50. Dette rækker til en generel 4. plads, og levede fuldt ud op til vores forventninger.


(Foto: Team Fartstrup)

Løbet:
I pausen fra at tidtagningen er slut til løbet sættes i gang, afvikles der en rally-prøve ude på banen. Dette betyder at banelegemet bliver meget beskidt.
Til førermødet var der endda deltagere der satte spørgsmål ved om banen kunne rengøres inden løbet. Dertil blev der svaret ”at alle bare blev udrustet med koste”.
Nu er banen jo over 2km lang - og noget bred - så vi var nok nogle der var lidt skeptiske over den udtalelse.
Har man ikke blot fejemaskiner eller støvsuger på Padborg Park?

Løbet sættes i gang med opvarmnings runder bag safety-car, og frigivelse af løbet efter Audi kurven. På opvarmningen, kan man se alt snavsen hvirvle op fra banen, men værst af alt, er at baghjulene på golfen samler meget snavs op, for til sidst at blive meget glatte. Lige efter starten er gået, snurrer Johnni rundt i chikanen uden nogen som helst varsel, og ender i hegnet.
Bagbro, bremser i bag, spindel i bag, alt bageste lys og en del karosseri er ødelagt. Vores DEC debut blev altså forpurret efter blot nogle få sekunders kørsel - måske fordi det var valgt at der skulle køres rally på banen ind over alle curbs - lige inden vi skulle ud at køre et langt løb. Jeg hørte bagefter af safety-car'en var ude 7 gange i løbet af meget kort tid, hvilket også vidner om at mange andre måske havde de samme problemer!!

Vi håber selvfølgelig at komme igen, men håber at vores deltagelse bliver lidt længere næste gang.

Team Fartstrup
Flemming Jensen


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 09/09/06 - Padborg Park - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk