Danish Touringcar Challenge   04/09/06

Philip udbyggede føringen
- DTC Cuppen
Weekendens Grand Prix Danmark på Jyllands-Ringen var noget af en travl weekend for Philip Andersen, og de øvrige DTC kørere, de var på banen hele 13 gange.

Dobbelt løbet ved Grand Prix'et betød at DTC kørerne var på banen første gang allerede fredag eftermiddag, hvor de kørte i et forrygende regnvejr, hvilket lagde en naturlig begrænsning på tiderne.
Philip så dog ud til at befinde sig godt under de svære betingelser, hvor han satte 6. hurtigste tid, og hvor han samtidig var næst hurtigste Team Essex kører, kun slået af Casper Elgaard.


(Foto: Anders Molin)

Både lørdag og søndag blev der afviklet en fuld løbsweekend, hvilket betød at der begge dage blev kørt en fri træning, 'shoot out', prefinale samt finale.

Lørdagens træning blev kørt på en delvis fugtig bane, som hverken var til tørvejrs- eller regnvejs setup, igen her var Philip med helt fremme i feltet, hvor han sluttede med 9. hurtigste tid ud af denne weekends 26 startende kørere.

I kvalifikationen, den såkaldte 'shoot out', kom kørerne for første gang denne weekend ud på en helt tør bane, her kørte Philip sig ind på 12. pladsen og var dermed sikret en plads i anden runde, så han valget at spare på dækkene.
Taktikken lykkedes for i anden runde kunne han køre 0,7 sekund hurtigere, alligevel rakte det 'kun' til en 9. plads, og han kom dermed ikke ud i den sidste runde.


(Foto: Jeppe Rimmen)

I eftermiddagens prefinale, kunne Philip køre sig op til en 6. plads, som han holdt hen over målstregen efter de 13 omgange.
Han var dermed sikret et godt udgangspunkt til finale løbet.

I finalen blev der alle 13 omgange kæmpet hårdt mellem kørerne om de forreste pladser i feltet, og i det spil måtte Philip afgive en enkelt placering, således at han sluttede løbet på 7. pladsen generelt, samt på 2. pladsen i privat cuppen.


(Foto: Motorsporten.dk)

Søndag gentog historien sig, her var banen igen halvvåd da DTC kørerne skulle ud i den fri træning, og Philip kørte sig igen til en 9. plads.

Også første 'shoot out' runde sluttede med samme resultat som lørdag - en 12. plads.
Og for at gøre den del færdig så sluttede Philip med 9. hurtigste tid i anden runde - igen samme placering som lørdag.

Søndagens prefinale var igen præget af mange tætte kampe i toppen af DTC feltet, og Philip kunne ikke bare fastholde sin placering her, han kunne ovenikøbet forbedre den til en 8. plads, samtidig med at han blev bedst placerede privat kører.


(Foto: Motorsporten.dk)

Var prefinalen en succes for Philip, så blev finalen næsten det stik modsatte.
Efter en fin start, kommer Philip inde i løbet lidt i nærkontakt med et par konkurrenter, noget som satte ham lidt tilbage, og da han senere bliver idømt en strafbane for hændelsen, bliver han sat endnu længere bagud.
Så efter de 13 finale omgange på Jyllands-Ringen kører Philip over målstregen som nummer 21.

På trods af det meget nedslående resultat i søndagens finale, så scorede Philip point nok til at udbygge sit forspring i DTC privat cuppen, hvor han nu er 24 point foran køreren på 2. pladsen.
I selve DTC mesterskabet kostede 21. pladsen lidt for Philip, han er her rykket en plads bagud, så han nu er på 7. pladsen.

Også i team mesterskabet blev det til en enkelt placering i nedadgåden retning for Philip Andersen og René Rasmussen, der her kører for Team Essex Development.

Næste afdeling i DTC mesterskabet køres den 23. og 24. september på Padborg Park, hvor der ligesom ved Grand Prix Danmark på Jyllands-Ringen skal køres dobbelt program.


Hr. Nielsen


Læs mere om:
  • Philip Andersen
  • Team Essex
  • Jyllandsringen
  • 03/09/06 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde