Danish Touringcar Challenge   31/08/06

JM Racing vil fremad i feltet
Der er ingen tvivl om, hvilken retning JM Racing skal, når man i den kommende weekend stiller op på Jyllandsringen. Man skal fremad, og det gælder i alle de tre klasser, hvor man deltager. I DTC, hvor der denne gang køres løb både lørdag og søndag. I Fleggaard Renault Clio Cup, hvor man har to biler med, og i Special Saloon, der har et af sæsonens største felter.

”Det bliver et flot felt med rigtigt mange biler,” siger teamchef Jens Ole Mathiesen (Grindsted), der selv stiller op i Special Saloon. ”Johannes Graversen kommer med sin Fiat, Klaus Ellmies kører igen i Mercedesen, og så er Jørgen Hansen også ved at finde farten i sin bil, så det bliver en svær weekend. Målet er i hvert fald at komme på skamlen i weekenden, og vi skal have mindst lige så mange points som Jørgen for at sikre os titlen.”

JM Racing møder velforberedt til Grand Prix Danmark. Hele holdet har således testet på den ene eller anden måde siden sidste løbsweekend på Ring Djursland, og det lover godt.

”Ved den sidste test på Jyllandsringen var jeg bare et par tiendedele efter Mike Legarth, der kørte i sin DTC-racer, og det var omkring halvanden sekund hurtigere end det, jeg tidligere har kørt på banen,” siger Jens Ole Mathiesen. Men også teamets anden BMW – den Michael Outzen (Ringe) deltager med i DTC – er klar til kamp.

”Vi syntes ikke, at vi havde helt styr på bilen, sidste gang vi var på Jyllandsringen, men vi har nu fået prøvet nogle ting af med et ændret set-up, og det har hjulpet,” siger Michael Outzen, der netop på Jyllandsringen chokerede den danske motorsportselite med en flot debut.


(Foto: JM Racing)

”Nu er jeg holdt op med at stille forventninger til mine løb, og i stedet har jeg nogle klare mål,” siger han. ”Det er kort og godt at tage så mange points fra Philip (Andersen, red.) denne gang. Han er sluppet godt af sted i de sidste par løb, så der skal tages så mange points fra ham som muligt. Så må vi se, hvor det bærer hen ad.”

I Fleggaard Renault Clio Cup stiller JM Racing denne gang med to biler, som køres af Christian Jakobsen (Børkop) og Camilla Stephansen (Horsens). Begge kørere har endnu ikke helt levet op til deres egne eller teamets forventninger i år.

”Vi tror, at vi har sporet de problemer, der har været med Camillas bil. Vi har haft den totalt skilt ad, og vi mener, at vi har fundet de ting, som har været i vejen,” siger Jens Ole Mathiesen. ”Camilla gjorde det også godt ved vores sidste test på Padborg Park, så hende har vi helt klar forventninger om, at vi ser længere fremme i feltet.”

Den samme forventning har Christian Jakobsen. ”Nu håber jeg, at mit held bliver vendt. Jeg trænger til en succesoplevelse, så det satser jeg på, kommer til at ske i denne weekend,” siger køreren, der først er i gang med sin første fulde sæson i klassen.

”Jeg har faktisk været ude at køre meget siden sidste løb. Jeg har trænet og testet på Padborg Park, på Flyvestation Vandel og på Jyllandsringen. Her var det i øvrigt ren regn, men så har jeg da en opsætning til regnvejr. Jeg har egentlig ikke noget imod, at der kommer vand.”

JM Racing


Læs mere om:
  • Jens Ole Mathiesen
  • Michael Outzen
  • JM Racing
  • Jyllandsringen
  • 03/09/06 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk