Formel 1   06/06/06

Tilbage til vuggen
Optakt til Det Engelske Grand Prix
Efter to ugers pause er det igen tid til Formel 1, når feltet i weekenden tørner ud. Efter en tur gennem Monacos smalle gader, er det igen blevet tid til at få lidt lebensraum omkring bilerne.

Silverstone, den tidligere flyveplads, bliver i weekenden igen invaderet af Formel 1 cirkusset. Og selvom Bernie Ecclestone år efter truer løbet på livet, vender Formel 1 alligevel altid tilbage. Og selvom Brands Hatch er en meget mere charmerende bane, så har Det Engelske Grand Prix været kørt på Silverstone hvert år siden 1987. Det er også den mest historiske bane i Formel 1, selvom Monaco har lagt asfalt til flere løb. Det var her det startede, det var her det første Formel 1 løb blev kørt i 1948 og det var her VM blev startet i 1950.

Banen er blevet ændret et utal af gange siden 1948. I gamle dage brugte man faktisk landingbanerne til at køre løb på - i dag bliver de brugt til helikopterparkering. Siden blev Silverstone en højhastighedsbane, hvor der nok var sving, men ingen skarpe, og ingen chikaner. Siden kom chikaner, sving kombinationer og så videre, og Silverstone er i dag en ganske moderne bane, omend Ecclestone elsker at være sur på den.

Og hvad sker der så den kommende weekend? Tjah - et bud kunne være at der kom en duel mellem Alonso og Schumacher. Ikke særlig originalt, måske heller ikke særlig festligt, tilgengæld ganske sandsynligt. I Monaco måtte Schumacher starte bagerst, det sker nok næppe igen.

Massa og Fisichella kører i samme materiel, men ingen af dem får det samme ud af bilen, men begge kan betegnes som outsidere. Fisichella har vundet løb i år og kan gøre det igen hvis tingene flasker sig for ham. Hans problem er nok at han skal pusles for meget om, og når hans fremtid er usikker, som den er pt. kan han ikke levere det samme som han kan, når han føler sig tryg. Massa er ung og laver stadig fejl, men sejre kan det sagtens bliver til på den rigtige dag.

Så er der McLaren, der indtil nu ikke har præsteret meget, omend Raikkonen virkede i god form i Monaco. På den anden side, hvis McLaren ikke kan vinde i Monaco, som er en af deres traditionelt gode baner, hvor kan de så vinde? Silvertstone kunne selvfølgelig være et bud og helt afskrive det sølvfarvede biler skal man ikke. VM har de opgivet, så begge kører vil gøre alt for et godt resultat. McLaren er interesseret i at beholde Raikkonen, mens Montoya kæmper for sin plads, da hans muligheder er lidt mere begrænsede end Raikkonens.

Williams virkede også i god form i Monaco, selvom det ikke blev til nogen placering. Webber har virket stærk på det sidste, men Silverstone er traditionelt en bane for biler med muskler, og spørgsmålet er om Cosworth kan følge med Ferrari, Mercedes og Renault.

Honda har ligesom McLaren heller ikke rigtig leveret varen i år. Der var mange løfter før sæsonen, og anstændige placeringer er det også blevet til. Men ligesom Williams er det bedste teamet kan håbe på nok en podieplacering. Tilgengæld er der ved at være en tæt kamp i teamet om hvem der egentlig er bedst. Efter en lidt sløv start på sæsonen har Rubens Barrichello set godt ud i de sidste par løb, men Jenson Button har ikke givet op endnu.

Toyota har heller ikke ligefrem imponeret i år. Ralf Schumacher har høstet en del point - en disciplin han altid har været god til, mens Jarno Trulli holder nullet endnu. Så for Toyota er det stadig en kamp op ad bakke.

BMW og Red Bull kan også komme i pointene, som vi så det i Monaco, er en podieplads slet ikke så langt væk. Nu skal man så huske på at Monaco er noget specielt og David Coulthard er en af de kører, der har noget med Monaco - to sejre er det blevet til for skotten. Men begge biler har vist gode takter i sæsonen og begge vil gerne fremad.

Torro Rosso, Midland og Super Aguri ligger bagerst og kun TR kan tillade sig at håbe på point, medmindre vi skal ud i det rigtig mærkværdige løb.

Så Det Engelske Grand Prix bliver nok ikke så meget anderledes end det vi har set i de andre løb i år. Men man kan håbe at det bliver mere som de første løb, end de senere, for når alt kommer til alt, er det jo ligemeget hvem der vinder - bare det er sjovt at se på imens de kører...

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • 11/06/06 - Silverstone - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde