Go Kart   21/10/05

Fornuftig smugtræning
Sydvestjyske Bo Sørensen fra Betty Racing har kørt et flot rookie-år i den internationale karting-klasse: ICA Junior. Som en værdig afslutning på førsteårs-sæsonen deltog Bo Sørensen i finalen på det internationale belgiske mesterskab, hvilket foregik på Mariembourg kartbanen i det østlige Belgien.

- Bo Sørensen har tidligere på sæsonen kørt en afdeling af netop det belgiske mesterskab, oplyser teamchef Erik Sørensen. - Dette foregik på kartbanen i tilknytning til Formel 1-motorbanen i Spa. Her var der deltagelse fra Belgien, Frankrig, England, Holland, Tyskland og Luxembourg ud over danskerne, hvilket gav gode muligheder for testning af race craft'en under vanskelige forhold og skrap modstand. Genbesøget i Belgien havde samtidig et ekstra formål for os, fordi Europamesterskabet i 2006 bliver afviklet netop på kartbanen i Mariembourg.


Bo Sørensen har været i fotografernes søgelys gennem en flot rookie-sæson i ICA Junior.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

ICA Junior er udskrevet for aldersklassen: 12-15 år for en go kart med en 100 ccm. motor med 20 HK, hvilket giver en topfart på omkring 120 km/t. Klassen er udskrevet efter identiske regler over hele Europa, som gør det praktisk muligt køre uden for Danmarks grænser uden modifikation af materiellet.

- Normalt bliver der altid slidt gummi af i idealsporet på en motorbane under løbene, forklarer Bo Sørensen. - Fordi gummi står bedre fast på gummi end asfalt, bliver vedhængningen altid skarpere og skarpere, men på Mariembourg-banen var det virkelig ekstremt og ændrede sig radikalt under hele løbs-weekenden. Således var set uppet fra træningen pludselig ikke anvendeligt i kvalifikationsheatene.


Mellem karting-heatene er der tid til både eftertanke samt genopretning af vædskebalancen for Bo Sørensen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Under træningen kørte Bo Sørensen sig frem til syvendebedste tid. I første kvalifikationsheat fik sydvestjyden en godt start, men herefter kørte en konkurrent hen over næsen på Bo Sørensens kart:

- Under denne spektakulære manøvre blev frontspoileren revet af. Jeg fandt herefter hurtig ud af, at spoileren absolut ikke sidder til pynt, men også er med til at skabe en god aerodynamik omkring karten. Således blev omgangstiderne markant forringet, og jeg valgte derfor at udgå af heatet, idet løbsledelsen samtidig vinkede mig ud for teknisk defekt.

Ved den næste kvalifikation skulle Bo Sørensen starte bagerst i feltet, men han fik sig kørt op på en 18. plads blandt de 32 startende kørere. Fremgangen fortsatte i de to gældende heats med henholdsvis en 13. og en 10. plads.


Bo Sørensen fik vist sin flotte race kraft ved den belgiske mesterskabsfinale i karting.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Det samlede slutresultat i det skrappe felt blev en 10. plads, afslutter Erik Sørensen. - Dette er meget tilfredsstillende, fordi vi ikke kendte kart-banen i Mariembourg på forhånd. Samtidig indhøstede vi mange værdifulde erfaringer og staldtips, som umiddelbart kan anvendes, såfremt Bo Sørensen kvalificerer sig til EM i 2006.

Betty Racing

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Bo Sørensen
  • Betty Racing

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde