Danish Touringcar Challenge   29/09/05

Kurt Thiim giver Peugeot 407 DTC-debut
Peugeot Sport Danmark anmelder tre biler til weekendens DM-Finale
Alle sejl bliver sat ind i slutopgøret om Danish Touringcar Championship, som afgøres på søndag på FDM Jyllandsringen. Team Den Blå Avis hyrede først på ugen et jetfly for at fragte Jan Magnussen, England, hjem fra USA. I går testede Team Essex Invest på racerbanen ved Silkeborg, og nu afslører det tredje team i titelopgøret så sit træk.

Peugeot Sport Danmark udvider teamet fra to til tre biler.

De to faste kørere, Jens Edman, Sverige, og Martin Jensen, Albertslund, fortsætter i de Peugeot 307-modeller, de har kørt hele året, mens Kurt Thiim, Luxembourg, der var hidkaldt som reserve for Martin Jensen, som også kører løb i USA, deltager i en tredje bil. Det bliver teamets bil fra World Touring Car Championship, Peugeot 407, som dermed får sin debut i Danish Touringcar Championship.

"Det er simpelthen for at få det hele til at gå op i en højere enhed," siger koordinator hos Peugeot Sport Danmark, Thomas Bach.

"Martin bliver helt sikker på, at han kommer til at køre. Han starter godt nok bagest, men han kan selvfølgelig køre sig op, selv op det bliver svært. Samtidig kan vi have Kurt med i hele weekenden, hvor han kan hjælpe Jens i kampen om mesterskabet, ligesom vi også kan finde ud af, hvordan 407-modellen fungerer i DTC-sammenhæng."


Kurt Thiim giver den nye Peugeot 407 sin DTC-debut i weekenden på FDM Jyllandsringen.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Kurt Thiim blev underrettet om teamets beslutning tidligere i dag og er meget tilfreds med beslutningen.

"Jeg er glad for denne løsning på Martins vegne, for når han kommer hjem fra USA, så står hans bil klar, og der sidder ikke nogen anden mand i den," siger racerveteranen, som først får lejlighed til at prøve sin nye racerbil, når tidtagningen køres lørdag klokken 12.05. Men det bekymrer ham ikke.

"Hvis jeg har en halv time i den bil, og den er nogenlunde stillet ind, så tror jeg godt, jeg kan klare resten," siger han. "Jeg går ud fra, at undervognen svarer til det, der sidder på 307eren. Jeg har ikke set bilen live, men det må vel være som406eren, som kørte godt. Det eneste jeg ser som et handicap er størrelsen."

Fokus for Peugeot Sport Danmark er Jens Edman. Med sin maximumscore på Padborg Park vandt svenskeren terræn i tabellen, hvor han nu kun er henholdsvis 16 og 18 points efter Casper Elgaard, Århus, og Jan Magnussen, England. Derfor er Kurt Thiim også fuldt klar over sin rolle og prioriteringen af sine opgaver i weekenden.

"Jeg skal hjælpe Edman, og jeg tager det, som det er," siger han. "Er der en mulighed, så slår jeg til, men formålet med min deltagelse er, at jeg hjælpe Edman. Det har jeg intet problem. Jeg er glad for tilliden og tager det som en positiv oplevelse, hvor det bare gælder om at komme derudaf."

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 02/10/05 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk