Danish Touringcar Challenge   27/06/05

Sejr og tredjeplads til Jan Magnussen
Det blev til en sejr i prefinalen og en tredjeplads i finalen for GT1 Le Mans vinderen Jan Magnussen, da fjerde afdeling af DTC i dag blev afviklet på Sturup Raceway i Sverige.

Jan Magnussen, i Team Den Blå Avis' Toyota Corolla, var hurtigste mand i Super Pole og tog Pole Position til prefinalen på den nye bane. Magnussen kom godt fra start og kunne forsvare sin førsteplads fra de to hurtigt startende BMW'er med John Nielsen og Casper Elgaard. I banens tredje sving forsøgte John Nielsen at angribe Magnussen, men John var ikke tæt nok på og hans højre front ramte Jan Magnussens bagkofanger. Det kostede John en straf og Casper Elgaard overtog derefter andenpladsen. Men Elgaard kom aldrig tæt nok på til at kunne angribe Magnussen, der dermed understregede sin status som mest vindende kører i DTC med sin sejr nummer 18.


(Foto: Jan Kaiser)

Magnussens sejr i prefinalen betød, efter DTC reglerne, at han skulle starte som nummer fem til finalen, da de fem første fra prefinalen bytter plads til finalen. Da starten gik, lavede Jens Edman i Peugeot en tyvstart, der kostede 20 sekunders tidsstraf og Jan Magnussen lå derfor som nummer fire.
Han pressede Martin Pedersen i Peugeot og var på siden af ham, da Magnussen blev nød til at bremse grundet gult flag. Der gik dog ikke længe før Jan Magnussen kom forbi med en flot udbremsning ind i banens hårnåle. Men tab af motorkraft betød, at Jan Magnussen ikke kunne avancere yderligere og i stedet valgte at passe på motoren og få bilen i mål på en flot tredjeplads, efter Michele Nykjær, der startede fra Pole Position i sin Seat efter en femteplads i prefinalen, og Casper Elgaard i BMW.
Dermed fik Magnussen weekendens højeste sammenlagte pointscore med 35 point og han hentede dermed ikke alene 1 point på Casper Elgaard, men avancerede i den sammenlagte stilling, således at han nu er nummer 3 i tabellen, 36 point efter Casper Elgaard og 13 point efter Jens Edman.


(Foto: Jan Kaiser)

"Vi fik det maksimale ud af weekenden med en sejr og en tredjeplads. Jeg vidste, det ville blive svært i finalen, for allerede på de sidste omgange af prefinalen kunne jeg mærke at motoren mistede power. Og kun 3 omgange inde i finalen blev det værre og så var det bare om at få bilen i mål. Det var selvfølgelig ærgerligt, da jeg helt klart følte at vi var de hurtigste og gerne ville have forsøgt at gå efter sejren, men det ville altid blive svært i finalen med reglen om, at vinderen ryger ned og starter femmer - og samtidig var det en svær bane at overhale på".

Mandag rejser Jan Magnussen til Daytona, USA, hvor han i Grand-Am serien skal debutere den nye Pontiac GTO, som han har været med til at teste og udvikle for General Motors. Løbet på Daytona bliver det fjerde racerløb på under fire uger og er en fortsættelse af den danske racerstjernes hårde program, der også har inkluderet testarbejde og PR arbejde for General Motors siden sejren på Le Mans.

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • 26/06/05 - Sturup Raceway - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk