Danish Touringcar Challenge   03/10/04

Henrik Lundgaard tilbage i Super Pole
- deltager efter at appel fik opsættende virkning
Lørdag eftermiddag gennemgik den mesterskabsførende en kontrol af bilens frihøjde efter den tidtagning, der skulle finde de tolv deltagende biler i Super Pole-konkurrencen, som afgør den endelige startrækkefølge til pre-finalen.

Ved kontrollen viste det sig imidlertid, at Henrik Lundgaards Toyota Corolla T-Sport ikke kunne overholde reglementets krav om 60 mm frihøjde, og efter en række efterfølgende undersøgelser af bl.a. måleplatformen, besluttede løbets dommere klokken 21.07 at fratage ham sine tider og dermed formene ham adgangen til Super Pole-konkurrencen.

Denne afgørelse protesterede Toyota Castrol Racing imod, men protesten blev afvist af løbets dommere. Teamet mente imidlertid stadig, at måleplatformen ikke opfyldte reglementets krav, og derfor valgte man at appellere denne beslutning til Dansk Automobil Sports Unions Amatør- og Ordensudvalg. Da dette udvalg først kan samles efter DM-Finalen, har udvalgets formand givet appellen opsættende virkning, så Henrik Lundgaard deltager i søndagens Super Pole-konkurrence frem for at skulle starte pre-finalen fra bageste række.

Også Jørgen Weinreich, Hammel, og Jesper Sylvest, Jægerspris, blev i første omgang udelukket fra tidtagningen, da deres biler heller ikke kunne overholde minimumskravet til frihøjde. Jesper Sylvest valgte også at protestere mod denne afgørelse og efter en afvisning af protesten fra løbets dommere, har han også appelleret denne afgørelse, der også fik opsættende virkning.

dtc-net.dk


Læs mere om:
  • 03/10/04 - Jyllandsringen - DTC weekend

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk