Danish Touringcar Challenge   02/10/04

Søndag kan blive op ad bakke for Henrik Lundgaard
Den mesterskabsførende skal måske starte søndagens løb fra bageste række
For Henrik Lundgaard, Hedensted, blev lørdagens tidtagning ikke de 20 minutters rutinekørsel på FDM Jyllands-Ringen, der blot skulle sikre ham en plads i søndagens Super Pole.

I stedet er det endt som et mareridt for den mesterskabsførende, der vel at mærke endnu ikke har fundet sin afslutning. Det er ikke i kampen mod stopuret, at Henrik Lundgaard risikerer at tabe. Det er derimod det tekniske måleudstyr, der har registreret, at hans Toyota Corolla T-Sport ikke kunne opfylde reglementets krav om en minimumsfrihøjde på 60 mm.


Henrik Lundgaard risikerer at skulle starte søndagens løb bagest, hvis han fratages sin tid
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

"Hvis det er tilfældet, er det yderst uheldigt, og det forstår vi ingenting af, for vi ved, at der ikke er nogen fordel i at køre for lavt," sagde Henrik Lundgaard, mens officials stadig undersøgte hans bil.

"I teamet snakkede vi om det så sent som inden, vi kørte ud, og jeg sagde til dem (mekanikerne, red.), at de skulle sørge for at lave den rigeligt høj. De kørte bilen op på platformen 20 minutter inden, at vi skulle ud til tidtagningen, og der var den perfekt. Der var masser af frihøjde, og derfor kommer det også meget bag på os, at bilen skraber i nu."

Straffen for manglende overholdelse af reglementets minimumsfrihøjde er enkel. En kører bliver således frataget samtlige indkørte tider op til det tidspunkt, hvor forseelsen konstateres, og da kontrollen af Henrik Lundgaards bil skete efter afslutningen af tidtagningen, risikerer han at miste alle sine tider. Men endnu er der ikke faldet en afgørelse i sagen, og det sker først, når alle dagens øvrige aktiviteter er overstået, da dommerkollegiet ønsker at foretage en ekstra opmåling af kontrolplatformen, som befinder sig i pitten, hvor den passeres af andre biler.

Bliver Henrik Lundgaard frataget sine tider, står han til at starte søndagens pre-finale fra bageste række, mens hans rival, Casper Elgaard, Århus, er blandt dem, der søndag middag skal kæmpe om den endelige fordeling af de tolv første startpositioner på gridden.

"Vi må tage det derfra. Det er selvfølgelig ikke særligt heldigt, men sådan er det jo. I vores team siger vi, at regler er regler, og de skal overholdes, og så er den ikke længere," kom det meget fattet fra Henrik Lundgaard.

Lørdagens tidtagning var domineret af den kraftige regn, som gjorde banen meget uforudsigelig. Længe var Martin Jensen, Albertslund, hurtigste mand, men da banen med fire minutter igen blev givet fri efter den anden periode med safety car, begyndte tiderne pludselig at falde. Først var Michel Nykjær, Tappernøje, hurtigste mand, inden John Nielsen, England, blev noteret for dagens hurtigste tid, alt imens andre kørere rykkede længere og længere bagud i klassementet og ikke kom blandt de tolv, som i første omgang kvalificerede sig til søndagens Super Pole. Én af dem var Jason Watt, Herlev, der fulgte størstedelen af tidtagningen fra sin havarerede bil på inderkredsen.

"Jeg var P1 på første omgang, og jeg tænkte, at det gik godt. Men så låste bilen hjulene, og jeg kunne ikke få gang i motoren igen. Så røg jeg ud i gruset, og jeg kunne godt mærke, at den ramte hårdt i," fortalte den tidligere DTC-mester bagefter.

"Køleren var utæt, og jeg kunne ikke få bilen tilbage til pitten. Så sad jeg der og fik at vide over radioen, at jeg gik fra P1 til P2, P5, P8, P9, P10, P12 og til sidst P13, da det sluttede, og det var den mest sure placering af dem alle sammen. Men nu går der forlydender om, at en eller to af bilerne er for lave, og hvis jeg kan komme med på en tolver, så må jeg betegne det som held oveni i min egen dumhed."

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 03/10/04 - Jyllandsringen - DTC weekend

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde