Yokohama Cup 0-1600cc   26/09/04

Steffen vinder ...og vinder!
-løbsrapport fra Padborg Park, 19. september 2004
Christian Pedersen vandt første heat, men med sejren i andet heat sikrede Steffen Larsen sig sin anden DM-titel i træk. Per Madsen lignede også en vinder, men havde ikke heldet med sig.

Per Paulsen var eneste debutant denne gang. Han viste at der stadig er liv i en Honda CRX, mens Poul Erik Jensen havde fået brug for et "nyt liv". Hans ex-Niels Ole Andersen/Kim Lund Johansen Peugeot 106 GTI måtte lade livet ugen før løbet i forbindelse med Yokohama Cuppens eventdag på Padborg Park. I hast fik han nu fat i Jesper Leen Jensens arbejdsløse 106'er, som imidlertid var som nat og dag i forhold til sin gamle bil.

1. heat
Christian Pedersen og Steffen Larsen stikker øjeblikkeligt af fra det øvrige felt, mens der opstår tumult i Audi-kurven. Carsten Rasmussen og Per Paulsen rammer hinanden, hvilket sender Paulsen i spind så han havner sidst. Bagerst i feltet bliver Anders Christensen overrasket over at finde en bil parkeret midt på banen og rammer frontalt autoværnet i undvigemanøvren.

Mens Christian Pedersen og Steffen Larsen afgør de forreste positioner, er det lidt mere uvant at se Anders Mortensen og Carsten Rasmussen på de næste pladser. På starten af anden omgang overhaler Rasmussen Mortensen i indgangen til Poetzsch-svinget og afgør dermed kampen om tredjepladsen, selvom de følges pænt ad til mål.
Poul Erik Jensen forsøger at følge med i dette opgør, men må i stedet koncentrere sig om at holde John Gammelgård Jensen fra livet. Det viser sig efterfølgende at det har været skønne spildte kræfter, da Gammelgård bliver udelukket fra hele arrangementet, for at have kørt i en anden bil end den han var anmeldt i!

Anders Nielsen er godt kørende på syvendepladsen, som anfører for 6-7 biler, der kæmper om pladserne i midtfeltet. Midtvejs i løbet må han lade Dennis Barth, Claus Hellberg Jensen og Per Madsen passere. På sidste omgang bliver pladsen for trang og Anders slutter i det slagne felt, som 13. og næstsidst.
Nu besætter Dennis Barth i stedet syvendepladsen, mens Per Madsen får kørt sig op til ottendepladsen. Bruno Rasmussen må kæmpe hårdt med Peter Juhl Jensen om de sidste pladser i top-10. Sidstnævnte bliver efterfølgende udelukket for at have ramt en konkurrent.
Det rykker Per Paulsen op på 10. pladsen, i et løb hvor han sætter ny banerekord i klassen. Ejnar Rosenhøj og Claus Hellberg Jensen slutter denne gruppe af, mens Lars Blom tager sig af resten.

2. heat
Per Madsen udnytter sin pole til at gå i front, med Steffen Larsen på andenpladsen, foran Carsten Rasmussen, Per Paulsen, Poul Erik Jensen, Christian Pedersen og Anders Mortensen. Sidstnævnte får desværre gearkasseproblemer næsten øjeblikkeligt og parkerer i ydersiden af startsvinget og bringer det gule flag ud, da feltet passerer stedet på slutningen af første omgang.
En stærkt kørende Carsten Rasmussen overser flaget og overhaler Steffen Larsen på andenpladsen. Det kommer til at koste ham 20 strafsekunder. Omgangen efter slår Steffen Larsen igen og denne gang er banen ryddet.

På samme tid presser Poul Erik Jensen og Christian Pedersen Per Paulsen i kampen om fjerdepladsen. Poul Erik rammer akkurat Paulsen i højresvinget efter målstregen på starten af tredje omgang. 2 omgange senere kommer Christian Pedersen forbi Poul Erik Jensen, alt imens Per Madsen har fået problemer på førstepladsen.

Højre baghjul er begyndt at hoppe og danse efter sit helt eget mønster i hjulkassen og Madsen kører i pit på syvende omgang. Det overlader en sikker føring til Steffen Larsen, der dermed også vinder sin anden DM-titel. Mod slutningen bliver han dog hårdt presset af Christian Pedersen. At Christian er tændt bevises af en ny banerekord i klassen.
Carsten Rasmussen, der ligger toer på banen midtvejs, bliver overhalet af, først Christian Pedersen på syvende omgang, og dernæst af Poul Erik Jensen omgangen efter. Carsten ligger sig imidlertid ikke død og slår igen. Over næsten en halv omgang kører de to side om side, vel at mærke uden at røre hinanden. Det bliver teknikken der afgør kampen, da Carsten Rasmussen kører i pit på næstsidste omgang.

Claus Hellberg Jensen kommer forbi Bruno Rasmussen allerede i starten og som feltet skrumper ind foran ham, kan han køre mod en flot fjerdeplads - sæsonens klart bedste resultat. Dennis Barth kører flere solide point hjem på femtepladsen, mens Anders Nielsen får oprejsning fra skuffelsen i første heat, ved at Ejnar Rosenhøj i en tæt duel om sjettepladsen.
Med det store mandefald bliver Lars Blom otter, foran Per Paulsen, der er godt i gang med at køre sig ind på feltet, da målflaget bliver svinget. Anders Christensen slutter som tiende og sidste mand, der gennemfører alle 10 omgange.
Carsten Rasmussen bliver klassificeret som 11., mens Per Madsen atter kommer på banen og gennemfører som tolver, to omgange efter. Bruno Rasmussen slutter en elendig weekend af med at udgå på ottende omgang, men får stadig point for 13. pladsen.

Pointene
Steffen Larsen er allerede Danmarksmester med 334 point, men spændingen om de næste pladser bliver først udløst i forbindelse med finaleløbene på Jyllands-Ringen den 2.-3. oktober. Poul Erik Jensen, Christian Pedersen og Per Madsen er adskilt af bare 4 point i kampen om andenpladsen, mens Henrik Mikkelsen, Bruno Rasmussen og Dennis Barth fortsat har en matematisk chance for medaljer med topresultater i finalen.

Jesper O. Hansen


Læs mere om:
  • 19/09/04 - Padborg Park - Yokohama Cup - DASU mesterskab

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk