Formel 1   13/06/04

Canadas GP - løbsrapport
Når en Ferrari rækker tunge
Michael Schumacher sejr i Canada i dag satte en tyk streg under Ferraris øjeblikkelige overlegenhed.

På trods af en anden strategi end de andre tophold, var Ferrari reelt set usårlige i Montreal. Ferraris pointe var tydelig: I KAN ikke fange os!

Mens alle de andre tophold valgte en tre-stops strategi til løbet i Montreal, valgte Ferrari en to-stops strategi, hvilket så også giver en god forklaring på de røde bilers relativt lave startplaceringer. På papiret var der ingen grund til denne strategi, ind og udkørslen ved pitten er ganske korte og netop i Canada burde tre-stop være det rigtige. Og hvorfor mon Ferrari så valgte en to-stops strategi alligevel? Tja - et gæt herfra er, at Ferrari i øjeblikket er så selvsikker (og det ikke uden grund), at de ville vise at de kunne vinde selvom de andre på papiret fik en fordel!

Hvad grunden end var til Ferraris strategi lykkedes det dem at vinde løbet, og mon ikke Schumacher også havde vundet hvis de havde kørt med tre, eller for den sags skyld fire stop. Ferrari er bare bedre en de andre, der groft sagt ikke har gjort deres hjemmearbejde godt nok.

Schumacher vandt, næsten traditionen tro, foran sin lillebror Ralf i Williams. Ralf Schumacher startede ellers fra pole og førte i starten, men som løbet skred frem og det første pitstop nærmede sig, var det tydeligt at de to Ferrarier ikke var langt nok bagud til at Ralf og Williams ville have en fordel. Alligevel lykkedes det for Ralf ved det sidste pitstop at kile sig ind mellem de to italienske hingste.

Rubens Barrichello har et par gange været handicappet af at han kørte på en anden strategi end Michael Schumacher, men dennegang var de på samme strategi og alligevel havde Schumacher den klare fordel. Midtvejs i løbet lå de ellers tæt sammen og et par gange så det ud som om Barrichello ville forsøge sig, men han var aldrig helt tæt nok på til at det for alvor blev farligt. Og efter sit andet pitstop var han simpelthen for langt tilbage.

Jenson Button og Juan Pablo Montoya hentede de næste par placeringer. Button virkede ellers skarp i de indledende omgange, men som løbet skred frem kom han mere og mere til at spille andenviolin i løbet. Montoya gjorde sit bedste, men det var ikke nok i dag. På et tidspunkt pressede han ellers Michael Schumacher og virkede hurtigere end tyskeren, men det må nok tilskrives vægtforskellen på grund af de forskellige strategier.

Den næste plads gik til en ganske anonym Giancarlo Fisichella. At være anonym er ganske ok når man får tre point for det. En god og solid indsats af italieneren der stadig drømmer om en bedre bil engang i fremtiden. Raikkonen sluttede på 7. pladsen og fik dermed en hel masse point - i al fald i forhold til hvad han plejer. At en McLaren gennemfører nærmer sig næsten en sensation, og da Coulthard også kom hjem, dog uden for pointene må det engelske team være ganske glade i aften. Raikkonens løb var dog ikke problemfrit, da han ti omgange før mål var en tur i pit for at få skiftet rattet!

Det sidste point gik til lille da Matta i Toyota. De japanske biler har ikke været prangende denne sæson, men med en 8. og en 10. plads har fået McLaren i sigte på den øjeblikkelige form-kurve. En fornuftig indsats af da Matta og et fortjent point.

Løbet bød ellers på en del dramatik, en hel del af det kom fra Christian Klien, der allerede i starten fløj en lille tur og ramte sin holdkammerat da han landede. Surt uheld for Mark Webber der måtte udgå kort efter. Men Klien var ikke færdig med at trække opmærksomhed til sin Jaguar. Han fløj og spandt ganske ofte med gode tv-billeder til følge. Sådan kan man også gøre sig fortjent til sin løn!

Værre var det at vi mistede Jarno Trulli allerde inden banen slog sit første sving. Italieneren lavede ellers en god start, men efter få meter faldt han drastisk tilbage og måtte gå den korte vej tilbage til pitten. Også den anden Renault med Fernando Alonso døde ude på banen, uden nogen synlig forklaring. Ærgeligt, den ellers lidt svage Renault motor havde ellers klaret sig fint i tidskørslerne i Montreal.

Mest dramatik var der nogle få omgange fra mål da Massa bragede af i sin Sauber der så ganske medtaget ud. Også Sato fik skabt lidt opmærksomhed omkring sig med en enkelt lettere hasarderet overhaling, inden hans motor (igen) gik op i røg.

Underholdningsværdien i Canada var ikke så høj som den kunne have været, men hatten af for Ferrari, der nærmest havde givet deres modstandere et lille forspring, modstanderne var bare ikke i stand til at udnytte det. Williams er dog kravlet betydeligt op af rangstigen, i forhold til deres indsats i Europas Grand Prix. I Montreal virkede det som om de faktisk kunne følge nogenlunde med en Ferrari.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • 13/06/04 - Gilles Villeneuve - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk