Diverse   10/10/03

Fuld fart på Racing Festival 2003 i efterårsferien
Racing Festival kommer til byen og er nu blevet et multi action show for alle.
Fra den 16.-19. oktober går det løs i Bella Centret.

Det bliver fire dage med fuld fart på. Ud over muligheden for i weekenden at købe en tur med en professionel racerkører bag rattet, bliver der alle dage indendørs Go-Cart, non-stop racingbiograf og hallerne vil være fyldte med alt inden for racing, styling, tilbehør og tuning. Fra scenen i Centerhallen bliver der topunderholdning fra de hotteste navne i dansk showbusines.

Kørere fra hele verden lægger deres vej forbi Bella Center i de fire dage. "The Bentley Boys" - holdet, der sammen med Tom Kristensen vandt årets Le Mans løb - og den 5-dobbelte Le Mans vinder Derek Bell er blot nogle af de mange internationale og danske stjerner, der møder op i Bella Centret for sammen med arrangørgruppen at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde. Og alle kan købe en tur i de fantastiske biler med en af stjernekørerne bag rattet.

Arrangørgruppen, som består af Nicolas Kiesa, Tom Kristensen, Henrik Lundgaard, Jan Magnussen, John Nielsen, Thorkild Thyrring og Jason Watt, har været i fuld gang med at skaffe de mest højpotente racerbiler til landet.

-Vi glæder os ekstra meget denne gang, for nu er Racing Festival blevet voksen. De mest utrolige biler er på vej fra hele verden, fortæller Thorkild Thyrring. -Porsche, Maserati, Lotus, Jaguar, Aston Martin, Alfa Romeo og Abarth, for blot at nævne et par stykker. Honda arbejder f.eks. intensivt med at skaffe den spændende sportsvogn S2000 til deres kørere, og Team Essex Invest er i gang med at skaffe BMW M3 biler, som har over 300 HK.

Alle racerkørere, kunstnere og ca. 100 frivillige stiller sig kvit og frit til rådighed for dette arrangement. Alt sammen for at rejse så stort et beløb som muligt til kræftsagen.


På billedet fra pressemødet i 2001 på Københavns Rådhus ses fra venstre: Nicolas Kiesa, Jan Magnussen, Jesper Sylvest, Thorkild Thyrring, Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, som er protektor for arrangementet, Martin Jensen og Jens Edman. Forrest: Derek Bell, Jason Watt og Allan Simonsen
(Foto: Christoffer Regild)

Ved Racing Festival 2001 blev der kørt 1,2 mio. kr. ind til Kræftens Bekæmpelse. I år håber racerkørerne på endnu flere penge til det vigtige arbejde, siger Thorkild Thyrring.

Læs mere på www.racingfestival.dk


Læs mere om:
  • Allan Simonsen
  • Henrik Lundgaard
  • HKH Prins Joachim
  • Jan Magnussen
  • Jason Watt
  • Jens Edman
  • Jesper Sylvest
  • John Elgaard Nielsen
  • Martin Jensen
  • Nicolas Kiesa
  • Thorkild Thyrring
  • Tom Kristensen
  • 19/10/03 - Bella Center - Diverse

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde